Jeg har i noget tid være klar over, at Nokia har frigivet ny firmware til 6120c, men af forskellige årsager fik jeg først opdateret min telefon i aftes.
Den nye er firmware er version 4.21 og indeholder tilsyneladende ikke de store nyheder – hverken mht. features eller forbedringer. Til gengæld indeholder v4.21 en ret stor forbedring mht. selve opdateringsprocessen, idet opdateringen nu benytter UDP: User Data Preservation.
UDP betyder, at alle indstillinger, kalenderemner, kontakter, programmer osv. føres med over i den opdaterede firmware, uden man selv behøver sikkerhedskopiere (og senere genskabe) disse data. Ok, det gjorde jeg så alligevel…bare for en sikkerheds skyld, men jeg havde faktisk ikke behøvet det. Så vidt jeg umiddelbart kan se har min telefon beholdt alle indstillinger mht. genveje, tema, programmer, profiler osv. – uden at jeg har behøvet foretage mig noget som helst.
Det må siges at være noget af en nyhed og UDP gør det meget, meget, MEGET nemmere at opdatere firmware på sin telefon!
Tidligere var det jo sådan, at en firmwareopdatering samtidig nulstillede telefonen fuldstændig og man skulle derfor sørge for at oprette en sikkerhedskopi inden man gik i gang. Desværre kunne man ikke være sikker på, at sikkerhedskopien rent faktisk kunne indlæses efter opdatering – noget jeg f.eks. har oplevet. Oven i det har jeg også haft problemer med Java-applikationer i forbindelse med firmwareopdatering. Selv om applikationerne godt nok blev ført med over i den nye firmware, så virkede de ikke efter opdatering plus at de ikke længere kunne afinstalleres. Alt sammen ting, der gjorde opdatering af firmware til en noget omstændig proces, der krævede mod og god planlægning. Specielt på mere avancerede telefoner som f.eks. N95.
Med UDP er det forhåbentligt slut med disse problemer, hvilket selvfølgelig vil være til gavn for alle, men som måske kan betyde, at flere brugere vil gøre brug af muligheden for opdatering. Med en strømlinet opdateringsproces, der automagisk bevarer brugerens data og indstillinger kan man håbe på at også mere urutinerede brugere får mod på at opdatere.
Ud over N82 er Nokia 6120 Classic den første telefonmodel, der opdateres med UDP.
Her til slut, hvad er så nyhederne i v4.21-firmwaren? Ja, så vidt jeg har kunne læse mig til i fora og på blogs, så er telefonen hurtigere i menuerne efter opdatering og desuden tilføjes der mulighed for synkronisere kontakter enkeltvis med tjenester som ZYB. Nogle brugere skriver også, at der bliver tilføjet nye temaer, men de temaer, der nævnes (f.eks. »Pearl White«, »Pink«, »Sand Gold« samt »Classic Blue«) havde jeg dog allerede med den forrige firmware, v3.83.