Hvad faen har vi egentligt gang i?

Vi modtog i dag en kommentar – dem modtager vi en del af, men den her kommentar skiller sig ud fra mængden ved at være temmelig mavesur. I kommentaren kritiseres mobilmag.dk for at være kedelig, fordi indlæggene er alt for snævert fokuseret på Symbian S60 styresystemet i almindelighed og Nokia N95 telefonen i særdelsenhed.

Selvom jeg allerede har skrevet et kort svar har jeg alligevel tænkt over den kritiske kommentar siden jeg læste den. Hvilket måske er forkert af mig at gøre – den kritiske kommentar er trods alt sendt anonymt og det er svært at tage meninger alvorligt, hvis ikke de har en klar afsender. Når jeg alligevel har tænkt over kritikken er det fordi den jo ikke er helt uberettiget og jeg tænker på, om vi har været for dårlige til at melde klart ud, hvad vi vil med mobilmag.dk.

Derfor skriver jeg dette indlæg, hvori jeg dels vil forsøge at give et mere uddybende svar på kritikken, dels forklare hvad faen vi egentligt har gang i her på mobilmag.dk. Jeg skal understrege, at indlægget her kun indeholder mine personlige meninger og holdninger – jeg er ikke klar over, om de andre skribenter på mobilmag.dk – MobilGuru og David – er enige med mig eller ej…

Helt generelt vil jeg gerne skrive indlæg om alle slags mobiltelefoner, uanset mærke og model. Som jeg skrev i mit korte svar på kritikken, så er vi skribenter på mobilmag.dk »glade amatører«, hvormed jeg bl.a. mener, at vi er personer, der er svært glade for mobiltelefoner og andre gadgets. Vi vil gerne give vores entusiasme, erfaringer, glæde og frustration videre gennem de indlæg vi skriver, og vi vil gerne høre om andres meninger og erfaringer. Med »glade amatører« hentyder jeg også til, at vi ikke lever af at skrive indlæg til mobilmag.dk. Vi har rigtige jobs og skriver indlæg til mobilmag.dk som en fritidsinteresse.

Derfor er der nogle grunde til, at indlæggene på mobilmag.dk er som de er og jeg mener der er to slags grunde: nogle praktiske grunde og nogle holdningsmæssige grunde.

De praktiske grunde har at gøre med økonomi mht. tid og penge. Det med tiden er helt ligetil, for Ting Tager Tid – herunder det at skrive indlæg. Når job, kone/kæreste, familie, hund og modeljernbane skal passes, så er det simpelthen begrænset, hvor mange indlæg, der er tid til at få skudt af. Den erfarne læser af mobilmag.dk vil også vide, at der i nogle perioder kan være lidt stille på sitet, hvilket simpelthen er en indikation af, at der er travlt på jobbet eller med familien.

Mht. penge så er det således, at de telefoner og programmer vi skriver om, ikke er nogle vi får forærende. Mobilmag.dk er (desværre) ikke sponseret fra hverken den eller anden side af. Så igen er der en helt ligetil begrænsning på, hvor mange forskellige telefonmodeller vi kan få fingrene og dermed skrive om. Dette er reglen, men der er et par undtagelser. F.eks. lykkes det fra tid til anden MobilGuru at overtale en softwareleverandør til at donere et par licenser til noget software. Dels så vi kan skrive en anmeldelse af softwaren, dels så vi kan udlodde licenser til vores læsere i en konkurrence. En anden undtagelse er de reklamer, der vises på sitet. For mit eget vedkommende går alle indtægter fra reklamerne til indkøb af nyt grej som jeg kan skrive indlæg om. Med det leje som reklameindtægterne har pt. vil jeg om et år eller to have skrabet nok guld sammen til at købe en mobiltelefon. Jeg vil gerne love, at det hverken bliver en Nokia N95, eller en anden S60 model. Som besøgende på mobilmag.dk er man meget velkommen til at klikke på en reklame, hvis man synes den er interessant eller relevant og man er endnu mere velkommen til at sende mig forslag til telefoner eller grej, man gerne ser afprøvet/omtalt. Det mener jeg faktisk meget alvorligt – jeg vil meget gerne høre om, hvad vores læsere synes er interessant.

Nå, det var nogle rent praktiske ting. Som nævnt ligger der også nogle holdninger til grund for mine emnevalg og jeg synes faktisk holdningerne er de mest interessante.

Jeg ønsker at mine indlæg på mobilmag.dk primært omhandler ting jeg har prøvet med min egen telefon – uanset om det så drejer sig om tilbehør, software, tweaks eller hvad det måtte være. Der er websteder nok, der viderebringer korte nyhedsklip der hovedsagligt er baseret på pressemeddelser og andres skriverier. Det skal der selvfølgelig også være plads til på mobilmag.dk, men jeg synes det mest interessante er noget som man har prøvet på egen “krop” – både når det gælder de indlæg jeg selv laver og dem jeg læser hos andre. Det er bl.a. derfor vi har valgt at lave mobilmag.dk som en blog, der jo næsten pr. definition er både personlig og snævert fokuseret rent emnemæssigt.

Alt i alt mener jeg derfor tingene giver meget god mening: Med begrænsede ressourcer til rådighed i form af tid og telefonmodeller, kombineret med et ønske om at skrive om ting jeg selv har afprøvet, ja så er der nok ikke så meget at sige til, at indlæggene på mobilmag.dk er som de er.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke tager kritikken til mig – som nævnt vil jeg meget gerne skrive om enhver slags mobiltelefoner og måske er kritikken et vip med en vognstang om at gøre lidt mere ved det?

Hvad mener du? Er du tilfreds med bredden og dybden af indlæggene på mobilmag.dk? Er der noget vi kan gøre bedre? Jeg vil meget gerne høre om meninger og forslag!

3 thoughts on “Hvad faen har vi egentligt gang i?

  1. Hej,Jeg har læst mobilmag.dk i et godt stykke tid, men har længe overvejet at fjerne jeres feed fra min reader, da Nokia-fokus er ganske irrelevant for mig som fan af min dejlige SE t650i ;) Men det er jo helt fair at i fokuserer på S60 hvis det er det i render rundt og bruger til hverdag.Os læsere kan frit vælge at lade være med at læse.

  2. Jeg er fuldstændig enig med Chris’ beskrivelse af grundlaget for sitet. Jeg takkede ja til at skrive for mobilmag.dk (og ja, der er rent faktisk indlæg på vej fra mig ;) ), fordi jeg er interesseret i mobiltelefoner og gadgets. Jeg køber dog ikke gadgets alene for at kunne teste dem på sitet – jeg bruger de gadgets jeg har og skriver om dem på sitet. Præcis som Chris. Der er ingen tvivl om, at vi alle gerne ville skrive mere bredt om mobiltelefoner, operativsystemer, software og guides generelt, men økonomien har en del at sige her. Hvis nogen har en W950i jeg må låne nogle dage, skal jeg hjertens gerne skrive en masse om UIQ3 osv., men indtil da må I nøjes med lidt fedteri om S60 og Nokia. ;) Og nu vil jeg få lagt et indlæg op!

  3. Hej Steffen og mange tak for at du giver din mening til kende.Jeg er selvfølgelig ked af at høre, at du overvejer at sløjfe vores feed, men jeg håber du vil hænge på lidt endnu.Jeg kan ganske vist ikke love dig indlæg specielt om Sony Ericsson modeller lige nu og her (bortset fra, at det jo kunne være en undskyldning for at købe en af slagsen…). Hvad jeg kan love, er flere indlæg om Java og Flash applikationer – altså applikationer, der virker på de fleste mobiltelefoner, herunder f.eks. din T650i.Det er i øvrigt godt at høre, at du er glad for din telefon – jeg kiggede lige på specs på gsmarena.com – den ser lækker ud.