Q3 2007: Er nedturen slut for Motorola?

26 okt 2007

Motorolas salgsresultater 2004 og til nu - mobilmag.dkSom den sidste af de større mobiltelefonproducenter offentligjorde Motorola i går resultatet for tredie kvartal 2007.

Hos Motorola glæder man sig sikkert over, at det sidste halve års nedadgående kurve for både salg og indtjening fik et knæk opad i tredie kvartal - se figuren til højre. Men, men, men - som den nærmere analyse afslører nedenfor, er der kun tale om en beskeden fremgang, så det er endnu for tidligt at afgøre, om Motorolas nedtur faktisk er slut.

Meget lidt tyder på, at Motorola endegyldigt har løst de problemer som firmaet er blevet kritiseret for og det bliver interessant at se, hvordan salget udvikler sig i de kommende par kvartaler.

På globalt plan blev der i alt solgt ca. 286 mio mobiltelefoner i tredie kvartal - mod 263 mio solgte telefoner i Q2. Det svarer til en vækst på 8.2%, hvilket er en markant forbedring - både sammenlignet med forrige kvartal (QoQ) samt samme kvartal sidste år (YoY).

Globalt mobiltelefonsalg i Q3 2007, fordelt på markedsandele - mobilmag.dkMarkedsandelene fordeler sig som vist i figuren. Heraf kan man se, at de fem største producenter grupperer sig i tre lag. I bunden ligger Sony Ericsson og LG med markedsandele på henhv. 9% (25.9 mio enheder) og 8% (21.9 mio enheder) - i midten ligger Samsung og Motorola på henhv. 15% (42.6 mio enheder) og 13% (37.2 mio enheder). Helt i top ligger så Nokia, der med en andel på 39% (111.7 mio enheder) af verdensmarkedet er i en klasse for sig.

Med et marked i så kraftig vækst ville det også være overordenligt utilfredsstillende, hvis Motorola havde fortsat med faldende salg og indtjening. Det er så heller ikke tilfældet, for Motorola solgte 1,7 mio flere enheder i Q3, end i Q2 (37,2 mod 35,5 mio). Samtidig kunne Motorolas mobildivision (Motorola Mobile Devices) notere en fremgang i indtjeningen - fra $4.3 mia i Q2 til $4.5 mia i Q3 - foruden at kvartalets resultat forebedredes fra et tab på $248 mio i Q2 til et tab på $138 mio i Q3. Så tallene er altså stadig i rødt.

Samtidig får netop den kraftige, globale vækst Motorolas resultat til at se mindre godt ud. Ligesom Motorola har de øvrige, større mobiltelefonproducenter nemlig også forøget salget - de har bare forøget det mere end Motorola. Det betyder, at Motorola faktisk har tabt markedsandele i tredie kvartal, så Motorolas andel nu er på 13% af det globale marked - mod 13.5% i forrige kvartal. Sammenligner man med samme kvartal sidste år (YoY) ser det endnu værre ud, idet Motorola i tredie kvartal 2006 havde en andel på 21,5%.

Hvor er det så Motorola snubler? Som nævnt indledningsvis er firmaet blevet kritiseret fra forskellig side af - kritik, der fokuserer på to problemer: Manglende innovation og manglende platformstrategi.

En blog hos analysefirmaet ABIresearch hævder, at Motorolas udbud af telefonmodeller er svagt i forhold til konkurrenternes - Motorola har satset på entry-level modeller, mens forbrugerne har indkøbt mid og high end modeller. Det ses bl.a. af den succes Sony Ericsson har med deres Walkman-modeller og Nokia med deres N-serie. ABIresearch nævner endvidere, at flere af Motorolas modeller har nogle år på bagen.

Hvad er så grunden til den manglende innovation? Russell Beattie (der bl.a. tidligere har været »mobility evangelist« hos Yahoo!) klandrer på sin blog Motorola for ikke at have evnet at mobilisere gruppen af uafhængige udviklere og mobil-entusiaster (mobil-nørder). Det betyder på den ene side, at Motorola ikke er i kontakt med forbrugerne...deres ønsker/behov og på den anden side, at der mangler nogle lead-users til at skabe interesse for Motorolas telefoner og til at lave 3. parts applikationer, der kan være med til at gøre telefonerne mere interessant og anvendelige.

Beattie beskriver videre, hvordan den manglende innovation hænger sammen med en klar strategi mht. platform. Motorola har det sidste års tid lanceret telefoner med både Linux, Java, Symbian og Microsoft Windows Mobile som styresystem. Hvis der ikke er et klart fokus mht. platform kan man ikke aktivere et developer community, for hvem gider bruge kræfter på at lave applikationer til en platform, der ikke er opbakning bag? Igen kan man sammenligne med Sony Ericsson og Nokia, der har meget klart fokus på henhv. Symbian UIQ og Symbian S40/S60. Det er også interessant at betragte de kræfter f.eks. Nokia og LG bruger på »Blogger Relation Programmes«.

I et tidligere indlæg har jeg kort skrevet om to telefoner, der er meget vigtige for Motorola: UIQ-bananafonen »Rizr Z8« og Windows Mobile »Q 9H«-modellen. Motorola »Q 9H« blev lanceret for noget tid siden og fik vist generelt pæne ord med på vejen, men »Rizr Z8« anmeldes lige nu flere steder og modtagelsen er mere blandet. »Rizr Z8« er netop tænkt som et stylet multimedie monster og telefonens fænomenale skærm, kraftige CPU (300 MHz TI) og gode integration mellem hardware og software fremhæves da også positivt. Omvendt kritiseres »Rizr Z8« for et langsomt kamera på kun 2 megapixel og dårligt design samt placering af taster/knapper. Man kan derfor have sine tvivl om, hvorvidt »Rizr Z8« bliver det lokomotiv, der kan trække Motorola i gang igen?

Link: ABIresearch blog: "Motorola Struggling to Manage its Handset Portfolio".

Link: Russell Beattie's Weblog: "When is Motorola going to get it together?".

Link: Kvartalsrapporter fra Nokia, Samsung, Motorola, Sony Ericsson samt LG.

Kategorier:

Relevante artikler: ny

Skriv en kommentar

Ingen TrackBacks

TrackBack URL: http://www.mobilmag.dk/mt/mt-tb.cgi/159