Skal du til festival her i sommer? Roskilde? Måske på camping?
Så har mobilmag.dk et lille sommertip til et uundværligt program, som du bare må have med på mobilen. Programmet har to funktioner: lommelygte og »sjælerblus«. Det sidste er som erstatning for de lightere som ingen har længere - nu, hvor det er blevet forbudt at bruge tobak. I gamle dage var man jo nødt til at have en lighter med i lommen, hvis nu »Wind of Change« med Scorpions blev spillet. Eller et andet godt følsomt nummer, f.eks. med Thomas Helmig.
Hvis du skal på camping kan programmerne selvfølgelig også bruges. F.eks. til at undgå at skvatte over naboernes barduner eller tisse i deres fortelt.
Nå, jeg er vist på vej ud af en tangent - hurtigt tilbage på sporet. Hvis du læser videre, så får du tips til to forskellige programmer, der altså kan lidt af det samme.
Ok, som nævnt indledningsvis følger her to programmer som du kan bruge som lommelygte/sjælerblus. De to programmer er rettet mod forskellige slags telefoner og tilsammen dækker de rigtig mange modeller, så mon ikke der er en udgave, der passer til din mobil.
SpotOn
SpotOn er et gratis program til telefoner med Symbian OS. Programmet har to funktioner: For det første fylder det skærmen med en hvid baggrund og sætter fuldt blus på skærmen, så man kan bruge skærmen som lommelygte/»sjælerblus«. For det andet kan programmet tænde for blitz/led, hvis telefonen har sådan en. Den kan man så også bruge som lommelygte.
NB! på nogle telefoner - f.eks. N95 - tænder programmet ikke for blitz-led'en, men for »rødøje-eliminator-lampen«, der jo lyser rødt. Det må være en fejl, så måske bliver det rettet i en fremtidig version af programmet.
SpotOn findes i tre versioner: Til S60 3rd edition, S60 2nd edition og Symbian OS 8.1a (Nokia N70, N72, N90).
Download SpotOn hos outbank.de.
Discharger
Discharger er - som navnet antyder - egentligt et program beregnet til at aflade batteriet fuldstændigt. Da afladningen rent praktisk sker ved at lade skærmen køre for fuldt blus , får man altså en lommelygte-funktion oven i hatten.
Man kan skrue lidt op og ned for blusset på skærmen, så den altså lyser mere eller mindre.
Discharger er gratis og et J2ME-program, hvilket vil sige at det virker på de fleste telefoner - også ældre modeller.
Download Discharger hos getjar.com. Man kan også besøge wap.getjar.com på sin telefon og indtaste "Kvik Download Kode" 6708 - så downloades programmet direkte til telefonen.
Jeg har optaget en håbløs amatørvideo, der demo'er både SpotOn og Discharger:



Skriv en kommentar